Medietræning
1 dags kursus
Onsdag den 10. maj 2023
Som børsnoteret virksomhed er det en helt naturlig del af det daglige arbejde at kommunikere eksternt med investorer og interessenter - og ofte gennem medierne. FBV tilbyder derfor vores medlemmer medietræning hos kommunikationsbureauet Primetime til en fordelagtig pris.
Primetime har rådgivet en række virksomheder ifm. børsnoteringer på First North og First North Premier. Primetime har hjulpet med strategi, kernefortælling, Q&A og forestået budskabs- og medietræning af virksomhedernes talspersoner. Virksomheden kender således til FBV-medlemmers virkelighed, udfordringer og potentiale, ligesom de ved, hvordan journalister ser på virksomhederne, og hvilke spørgsmål de stiller.
Primetime hjælper desuden flere af de samme virksomheder ifm. kapitaludvidelser, regnskaber, større transaktioner og begivenheder, som både kræver IR-kompetencer og traditionelle kompetencer fsva. presse, formidling osv.
Når det gælder medie- og skærmtræning, handler god kommunikation om systematik og planlægning, forståelse for sproglige og pædagogiske virkemidler – og naturligvis indsigt i mediernes metoder. Primetime har i mange år været et af de bureauer, der har trænet flest politikere, private virksomheder og offentlige ledere i presseteknik og skærmerfaring, og vi garanterer deltagerne nogle lærerige og praksisnære timer.
Hovedvægten i medietræningen ligger på den praktiske træning, hvor deltagerne vil blive trænet i at få de rette budskaber igennem til journalisten. Det sker med udgangspunkt i realistiske cases, der kan tænkes at opstå i det daglige arbejde.
Medietræningen vil geare deltagerne til at stå foran kameraet samt sikre, at de føler sig godt klædt på i interviewsituationen. Træningen vil få deltagerne til at formulere klare, letforståelige og præcise budskaber, der trænger igennem. Desuden vil medietræningen forberede deltagerne på at stå foran et kamera, hvor bordet fanger, og budskaber ikke kan justeres på skrift efterfølgende.
Deltagerne trænes foran kamera aht. læring og evaluering, men det er samme teknikker og metoder, der gør sig gældende ift. skriftlige interviews.
Træningen giver indsigt i mediernes og journalisternes arbejdsbetingelser, herunder hvordan man som talsperson forbereder og fastholder en valgt budskabsplatform – uanset hvilke spørgsmål journalisten stiller. Træningen vil desuden omhandle IR, herunder kommunikation ifm. regnskaber, transaktioner mv.
Deltagerne vil lære at anvende bridging-teknikker og andre retoriske greb, der skaber tillid og tryghed i forhold til at tale med journalister. Endelig vil træningen udvikle evnen til at kommunikere enkelt og præcist i tråd med jeres kommunikative strategi.
At levere effektfulde og overbevisende budskaber er et vigtigt led i dialogen med pressen, men det vil også være et redskab, alle vil kunne bruge i en lang række andre sammenhænge – f.eks. til webinarer, præsentationer for investorer, taler og oplæg – internt og eksternt.
PROGRAM
Kl. 9.30-9.45
Velkomst og præsentation af program. Gennemgang af hidtidige medieerfaringer.
Kl. 9.45-11.00
▪ Sådan fungerer medierne, særligt erhvervsmedierne
▪ Budskabsformidling – krav til korthed og præcision
▪ Gode tips – hvad gør jeg før, under og efter et interview?
▪ IR, kommunikation ifm. f.eks. regnskaber mv.
Kl. 11.00-12.00
▪ Optagelser til kamera
▪ Øvelser i individuelle interviews på baggrund af konkrete, realistiske cases.
▪ Løbende feedback og evaluering
Kl. 12.00-12.30
Frokost og pause
Kl. 12.30-15.30
▪ Fortsættelse af øvelser
▪ Optagelser til kamera
▪ Øvelser i individuelle interviews på baggrund af konkrete, realistiske cases.
▪ Løbende feedback og evaluering
Kl. 15.30-16.00
Opsamling og key learnings
PRAKTISK OG PRISER
Thomas Juul-Dam, Partner i Primetime, samt Karsten Anker Petersen, Partner & Head of Corporate, Finance and PR i Primetime, står for at afholde kurserne.
Kurserne afvikles i Primetimes TV-studie. Virksomheden ligger på Nørrebrogade 45, 2200 Kbh. N.
Prisen for et heldagskursus er: 5.000 kr. eksl. moms per deltager for FBV medlemmer og kr. 7.500 for ikke medlemmer. Tilmelding er bindende.
Der er et maximum på seks deltagere og et minimum på fire deltagere.
Din virksomhed faktureres direkte fra FBV.